Kursusrefusion

Kursusrefusion


En gang om året håndterer SIS medlemsforeningernes ansøgninger om kursusrefusion. Refusion gælder for et bredt spænd af kurser og udgør en faktor der som udgangspunkt udgør 75% af de afholdte, godkendte udgifter. 

Ansøg elektronisk her på siden ved at klikke på "Ansøg".

Retningslinjer for ansøgning om kursusrefusion:
1. Der ydes tilskud til leder-, træner- og instruktøruddannelser/-kurser, herunder de med uddannelsen/kurset forbundne opholdsudgifter (se appendiks herunder)

2. Kursusrefusion kan kun søges og udbetales til kontingentbetalende medlemsforeninger i Skive Idrætssamvirke.

3. Ansøgning om tilskud skal, for at være rettidig, fremsendes til Skive Idrætssamvirke’s kontor, således at den er SIS i hænde senest 1. november hvert år.

4. Ansøgningen skal som minimum indeholde følgende oplysninger og bilag:
- Uddannelsens/kursets art, bilagt uddannelses-/kursus invitation samt faktura for betaling af uddannelsen/kurset       (bilag gerne i kopi form)

- Navnet på den eller de personer, der har deltaget i kurset samt

- en opgørelse over opholdsudgifter samt øvrige relevante udgifter der ikke fremgår af uddannelses-/kursus fakturaen.

5. Skive Idrætssamvirke 
- tilstræber at yde en refusion med en faktor der som udgangspunkt udgør 75 % af de afholdte godkendte udgifter. Faktoren beregnes som summen af foreningernes samlede uddannelses-/kursusudgifter divideret ind i det af Skive Kommune/SIS fastsatte samlede kursusbeløb. Herved fremkommer faktoren til brug ved fordeling til de enkelte foreninger.

- yder refusion for kurser afholdt i perioden d. 1. november - 31. oktober

- forbeholder sig ret til at reducere enkelte ansøgningers udgiftsgrundlag (f.eks. deltagerantal), i det der uden forhåndsgodkendelse kan ydes et tilskud på baggrund af en kursusudgift på maksimalt kr. 12.500 pr. kursusdeltager.

6. For sent indkomne ansøgninger kan ikke påregne kursusdækning. SIS’ medlemsforeninger kan ikke påregne, at der rykkes for indsendelse af ansøgninger samt materiale.

7. SIS refunderer pr. 1. juni 2013 IKKE rejseudgifter i forbindelse med kurser.

8. Fra 2016 kan der også søges om refusion af foreningens deltagelse i foreningsudviklingsforløb hos DGI, DIF eller et specialforbund.

9. Ansøgning om kursusrefusion skal altid indsendes til SIS via egen idrætsforening (bestyrelse, kasserer og/eller kursuskontaktperson). Ved ansøgning om kursusrefusion skal bruges det af SIS udarbejdede skema.


Appendiks kursusrefusion
Oversigt over tilskudsgivende kurser samt kurser der ikke er tilskudsberettiget: 

Tilskudsgivende kurser/uddannelse:
- Træneruddannelser
- Fagkurser
- Instruktøruddannelser
- Lederkurser
- Førstehjælpskurser
- Ryttermærkekurser
- CMAS-kurser
- Foreningsudviklingsforløb hos DIF/DGI
- SIS yder refusion til overnatning i forbindelse med kurser over flere dage, hvor overnatning ikke er inkluderet i kursusprisen. Kurserne skal være min 50 km væk fra kommunen og der gives op til 500 kr. til overnatning.

Kurser/uddannelse hvortil der ikke ydes tilskud:
- Møder
- Medlemsscreeninger
- Betaling af kurser/uddannelse hvortil der oppebæres fuld refusion af specialforbund
- Betaling af kurser/uddannelse hvor der ingen deltagelse har været (udeblivelser, for sent afmelding m.m.)
- Materialer (bøger, hæfter etc.), udover det der er omfattet af kursus/uddannelsesprisen
- Der ydes ikke tilskud til uddannelse og kurser, såfremt kursisten er ansat af foreningen i et arbejdsgiver/lønmodtager forhold,     der kan sidestilles med et ansættelsesforhold på det private arbejdsmarked
- Idrætsskoler, sommerlejre og lignende begivenheder/arrangementer er ikke at betragte som tilskudsgivende   kurser/uddannelser
- Talenttræning for foreningernes medlemmer
- Der ydes som udgangspunkt ikke tilskud til kurser i udlandet
- Årsmøder, temamøder, repræsentantskabsmøder, konferencer og symposiums er ikke refusionsgivende
- Der ydes ikke refusion til kurser i vedligehold og pleje af idrætsfaciliteter/materiel
- SIS ikke yder refusion til seminar. Såfremt at et seminar har karakter af et kursus, så skal foreningen begrunde overfor kursusudvalget, at det er et kursus og den fulde indholdsbeskrivelse af seminaret skal vedlægges som bilag.

I tvivls tilfælde kan kursus-materiale altid sendes til Skive Idrætssamvirke til forhåndsgodkendelse. 

Det er stadig muligt at fremsende ansøgningerne
E-mail: lm@skiveidraetssamvirke.dk
Tlf.: 30 32 77 44

Følgeskrivelse/ansøgning vedr. kursusrefusion bliver udsendt til foreningens formand og kasserer 30 dage før ansøgningsfristen.
Share by: